Traditionel Danse Historik:                                            Tilbage til Swinghistorie

Lidt dansehistorik fortalt af Bjarne W. Hansen. ( fra www.sportsdans.dk)
Dansens - historie
En ultrakort beretning om dansens oprindelse og udvikling fra stenalderen til i dag v/ Bjarne W. Hansen, Dansk Sportsdanser Forbund, 1997.
I Salomonsens Konservationsleksikon er dans defineret som legemlig rytmisk bevægelse, som regel ledsaget af musik.
Oprindelig var dansen baseret på et instinktmæssigt udtryk for glæde og begejstring, men også andre stemninger og sjælelige følelser fandt udtryksmuligheder i dansen. Man kan ligefrem tale om dansen som en slags "legemlig deklaration", der senere udvikler sig til scenisk kunst eller til en selskabelig fornøjelse med det formål at give danserne en personlig tilfredsstillelse. Som eksempel på den sceniske kunst kan nævnes ballet og musicals, mens ordet selskabsdans og senere konkurrencedans vel er rimelig dækkende for lysten til at bevæge sig til musik.
Dansens oprindelse
De første tegn på dansens oprindelse finder man i en bjerghule i Pyrenæerne, hvor tegninger på væggene (ca. 20.000 år f.Kr.) viser en slags scenisk optræden. Dansen har efterfølgende udviklet sig i forskellige retninger, lige fra det enkelte individs følelsesmæssige opfattelse - til masseoptræden i forbindelse med krigsdanse, religiøst motiverede fester osv.
Specielt fund i Egypten fortæller om dansens begyndende historie. Præsterne, der omgav Det egyptiske Hof, benyttede bl.a. indvielsesritualer for den hellige tyr Apis til at skabe forskellige danse, der hver fortalte en historie. Det var en slags koreografi på begyndelsesstadiet, og præsterne blev på denne måde foregangsmænd for den pantomimiske optræden, der senere i kraft af diverse trin og udtryksfulde kropsstillinger skabte grundlaget for de danseformer, vi kender i dag.
Dansen - en ny livsstil
Efterhånden, som verdens befolkning lærte hinanden at kende gennem handel og religiøst samvær, blev det naturligt at danse, og at se andre gøre det.
I Grækenland hørte dansen til en vigtig del af opdragelsen af ungdommen og blev ikke mindst opfattet som et væsentligt moment i opbygningen af legemets harmoni. Det er derfor heller ikke underligt, at dansen fik egen repræsentation blandt de græske muser. Hun hedder: Tepsichore.
I datidens Romerrige var dans ikke så højt anset som i Grækenland. Dansen var mere et underholdningsmoment, hvor professionelle dansere optrådte med romerne som publikum.
I kristendommens første år blev dansen i ustrakt grad benyttet af de kristne som en del af religiøse seancer, men formen gav anledning til udskejelser og dårlige laster og blev forbudt af kirkens ledere.
Først i det 15. århundrede kom dansen igen til ære og værdighed. Det var italienerne, der - som med så meget andet - gik i spidsen for den kulturelle udvikling. Italienerne blev dansens læremestre. Man fandt frem til trinregler og bestemte bevægelser og åbnede på denne måde for dyder som: anstand, ynde og elegance.
Franskmændene overtog senere førerskabet og dannede skoler, der byggede videre på det italienske fremstød - og balletten blev født.
Folkedansen
I midten af det 17. århundrede lagde franskmændene grunden til den sceniske dansekunst - nye danse blev skabt og trin udskrevet, og man var klar til at give dansens sprog videre til det brede folkelag, der så blev inspireret til at skabe egne danse - og folkedansen blev en danseform, der eksisterer den dag i dag.
Musik og sang blev dansens følgesvende. I kølvandet på folkedansen blev der skabt en slags poesi, der blev sunget til dansen, og det var især sangenes omkvæd, der var med til at forene dans og sang til en underholdningsfase, der så småt satte selskabsdansen på programmet, når der skulle festes.
Med de mange selskabsdanse, hvis antal er legio, trådte følelser og stemninger ind i dansens bevægelsesmønstre. Den værdige anstand og ynde måtte vige for et mere sansende engagement, når den ledsagende og rytmestyrende musik spillede op til dans.
Dansen og musikken begyndte så småt at inspirere til et mere konstant samarbejde mellem koreografer og komponister, og udviklingen blev sat i et højere gear. De udfordrede hinanden på trin og noder, og en masse nye danse så dagens lys. I flere tilfælde fik musikken og dansen samme navn. Danse som sarabande, gavotte og menuetter blev direkte skabt af musikken og dannede model for den videre udvikling, hvor valse, polonæser og mazurkaer blev de næste kapitler i dansens historie.
Med dansekomponister som Strauss, Lanner og Offenbach dukkede en ny danseform op - pardansen blev det helt store scoop i udviklingen.
Moderne danse
De mange kæde- og paralleldanse var ved at forsvinde, og pardansen med de mere intime fatninger blev mere og mere populære. Trods megen forargelse og fordømmelse fra øvrigheden blev der givet grønt lys til hele danseverdenen, da den engelske dronning Victoria af England i 1837 dansede ud i en wienervals med sin kommende gemal Prins Albert ved et hofbal.
En ny danseepoke begynder. Pardansen gav dansens udvikling et ordentligt skup fremad. Det, at herrer og damer fik front mod hinanden og dermed kunne se hinanden dybt i øjnene, gav mulighed for nye og anderledes danse.
Danselærere verden over var ikke sene til at få mere indflydelse på trin og etik. Selskabsdansen fik dermed en direkte påvirkning på mange menneskers adfærd.
De idérige amerikanere var da heller ikke længe om at udskrive konkurrencer i selskabsdanse. Den første konkurence i Cake-Walk blev afholdt i 1892. Dette nye fænomen blev fulgt op af Europa, der i 1907 var vært for de første verdensmesterskaber i tango. Det fandt sted i Paris og blev en kæmpesucces.
Igen var de mange danselærere oppe på tåspidserne i bogstaveligste forstand. De fik hurtigt sat regler på trin og musiktakter - konkurrencedans blev en fritidsbeskæftigelse, der gav dens udøvere så mange værdier i sin specielle form, at man i mange lande ikke havde nogen betænkeligheder ved at optage sportsdans i de respektive idrætsforbund.
Dansen i dag er mangfoldig. Med Elvis Presley og The Beatles som forløbere, begyndte beatmusikken at præge dansen - nu var alt tilladt. De elektriske instrumenter satte fuld strøm på ungdommen og den spænding, der opstår på dansegulvet, giver ikke mulighed for trin og etisk belæring - det er bevægelsesterapi for fuld udblæsning!
Sportsdans - historisk
Dansk Sportsdanser Forbund blev oprettet i 1969, men først da Dansk Sportsdanser Forbund (for amatører) blev optaget som medlem af Dansk Idræts Forbund i 1972 blev sportsdans en realitet som konkurrenceidræt.
Der er konkurrencer i verdens-, europa-, nordens- samt danmarksmesterskab.
Danmark har været pioner på landskampområdet og på dansk initiativ arrangeredes den første landskamp i verden 1934 i København (Danmark-England). Har været afholdt hvert år siden - kun afbrudt af 2. verdenskrig.
Første danmarksmesterskab blev afholdt 1933 (Danse-Ringen Terpsichore). Ved DIF"s medlemsoptælling i 2000 bestod Dansk Sportsdanser Forbund af 320 klubber og 26.410 medlemmer.
Sportsdans - lidt regler
Sportsdans inddeles i standarddansene: engelsk vals, wienervals, tango, slowfox og quickstep samt i latinamerikanske danse: rumba, samba, paso doble, cha-cha-cha og jive. Danserne inddeles i aldersklasser og efter dygtighed.
Vals
Pardans i 3/4 takt. Opstod i Wien omkring 1800 og menes at stamme fra de østrigsk-sydtyske folkedanse - dreher og ländler. Vals kaldtes også tysk dans og findes som sådan hos bl.a. Mozart og Beethoven.
Valsen nåede sit højdepunkt af popularitet i 1800-tallets Wien, hvor valsekongerne Lanner og Strauss fik den til at blomstre med valse, som aldrig vil dø - An der schönen, blauen Donau, Wienermädeln og Rosen aus dem Süden. Schubert og Strauss-dynastiet dyrkede formen wienervals.
Vals har holdt sig til nyere tid - bl.a. under navne som Boston-vals og engelsk vals. Engelsk vals danses i et betydelig langsommere tempo end wienervals (en af hoveddansene i international turneringsdans), ca. 32 takter pr. minut. Udviklet af den amerikanske boston-vals - standardiseret og godkendt som selskabsdans 1929. I Danmark skabte H. C. Lumbye en række yndede valse bl.a. Amelie Vals og Dronning Louises Vals.
Vals er en befrielse i dans, for her kan man svæve hen over balsalens gulv med en hastighed og rytme, der nærmer sig ophævelse af tyngdekraften. Trefjerdelstakten befordrer alle smukke drømme om, at den, man kan danse vals med, kan man alt med.
Det er ikke så mærkeligt, at valsen fik sin form i årene omkring den franske revolution, for den kropslige frigørelse hænger sammen med den politiske. Man gjorde op med hoffets stive dansestil, der bevægede sig frem og tilbage i balsalen. Nu drejede man rundt i lokalet og satte farten op. Der kom pikante accenter på koreografien, og man kunne tage sine følelser med på en helt anden måde end i den stive og uniforme menuet. Romantikken blev danset ind i valsetakt, og da man skulle ordne Europas forhold efter nedkæmpelsen af Napoleon i Wien 1814-15, ja, da dansede kongressen - vals, selv Danmarks Frederik VI.
Tango
Argentinsk dans i 2/4 eller 4/4 takt, langsomt tempo og med staccatotrin. Er en udvikling af habanera. Tango indførtes i Europa omkring 1911.
Foxtrot
Pardans i 4/4 takt med korte hurtige trin. Lanceredes i USA omkring 1912. Kaldes i langsom form slow-fox.
Quick-step
(engelsk): selskabsdans i hurtig 4/4 takt. En af de fire obligatoriske konkurrencedanse i internationale stævner.
Rumba
Cubansk dans i synkoperet, lige takt. Blev populær som selskabsdans omkring 1930.
Samba
Selskabsdans af brasiliansk oprindelse i lige takt. Blev kendt i USA og Europa i 1940erne.
Paso doble
(spansk): selskabsdans i hurtig 2/4 takt.
Cha-cha-cha
Hurtig dans af latin-amerikansk oprindelse. Vandt i 1950erne udbredelse som selskabsdans. Populær i Europa i 1950erne.
Jive
(engelsk): jazzdans (jive: jazzmusikeres snak og spøgen under spillet).
Sportsdans - turneringer
I Danmark afholdes regionsturneringer - tre i standarddanse og tre i latinamerikanske danse - på hver side af Storebælt. Gennem disse regionsturneringer kvalificerer parrene sig til landsdækkende ranglisteturneringer - to stk. standard og to stk. latinamerikanske - samt til deltagelse i Danmarksmesterskaberne. Her er der tre mesterskabsstævner - standard, latin og kombineret (alle 10 danse).
Derudover er der Danmarksmesterskab for hold, hvor de forskellige foreninger kan deltage med hold, der skal indeholde fire par: to standard og to latinamerikanske. Endvidere er der Jysk/Fynske Mesterskaber og København/Sjællandske Mesterskaber i henholdsvis standard og latinamrikanske danse.
Dommere:
Ved regionsturneringer er der fem danske dommere. Ved ranglisteturneringer er der syv danske dommere. Ved DM"er er der syv dommere - fem udenlandske (forskellige nationaliteter) og to danske dommere.
I bedømmelserne indgår: stil, teknik, rytme og helhedsindtryk. Der er ikke åben votering ved danske stævner, men derimod ved de internationale stævner som fx Århus Open og Copenhagen Open.
Valsens etikette
Valsen var for høj og lav, men der var forskel på konventionerne og dansens færdselsregler i de folkelige danselokaler og de højborgerlige balsale. Valsen havde sin etikette. I 1884 udkom Paul Petersens Dansealbum i København, og her kunne man læse, hvad man burde vide, hvis man ville begå sig i valsens verden:
· At man aldrig vurderer damerne tæt på - at gå prøvende og søgende langs damernes rækker er i højeste grad upassende og bevis på sørgelig mangel på selskabelig dannelse.
· Under dansen bør man ikke tale med sin dame, i pauserne derimod bør man søge at være så underholdende som muligt. Undgå dog emner som de tilstedeværendes toiletter eller dans.
· Undgå, at samtalen får et skær af fortrolighed - det vil udsætte damen for omtale. Ligeledes bør en herre kun danse to, højst tre gange med en dame, hvis man vil undgå formodningen om et fortroligt forhold.
Fra Vor Tids Skik og Brug, Politikens Forlag 1964
· Under dansen må man ikke ryge.
· Efter hver dans følger herren altid sin dame tilbage til hendes plads, trækker stolen ud for hende, og skubber den ind under hende, når hun sætter sig. Og den slags gøren med en naturlig hensynsfuldhed, ikke med ligegyldighed og nonchalance.
· En dame har ret til at afslå en opfordring til dans. Hvis hun kender kavaleren, bør hun med et venligt smil begrunde afslaget - for eksempel med at hun er træt og gerne vil sidde over en dans, eller med at hun gerne vil spise lidt. Hun bør da ikke straks efter danse med en anden herre. Hvis hun derimod ikke kender den inklinerende herre, behøver hun efter almindelig international skik ikke at begrunde sit afslag. Hun kan nøjes med at smile og ryste på hovedet, og kan, om hun vil, straks efter sige til ja til en anden herre, som kommer for at engagere hende.
· En herre - men ikke en dame - rejser sig, hvis en dame standser ved ens bord.
Fra Etikette Haandbogen af Kaptajnen, C.A. Reitzels Forlag 1947
· Alle Herrer, der kan, og naturligvis først og fremmest Ungdommen, bør deltage i Dansen og bidrage til at forhindre, at Damer, som gerne vil danse, "sidder over". Det er en Uhøflighed imod Værtsfolkene, hvis de unge og yngre Herrer hænger rundt om i Krogene eller med et mere eller mindre livstræt Ansigtsudtryk fjæler sig ved en Whisky el. lign. i de indre Gemakker, medens en tilsvarende Part af Damerne samtidig må agere Panelblomster; det er ingenlunde Meningen med Invitationen.